Om SYMF
Om SYMF
SYMF er den lokale folkekirkelige skoletjeneste på Syd- Midt- og Øst fyn.
Det er Svendborg, Midtfyn, Faaborg og Langeland/Ærø provstier, der tilsammen betaler for driften af skoletjenesten og for de undervisningstilbud vi udbyder til områdets skoler. Det betyder, at alle vores tilbud – undervisningsmaterialer, kurser, workshops og kulturtilbud – er GRATIS at benytte for skolerne i de 4 kommuner. Transportudgifter i forbindelse med deltagelse i kulturtilbud skal skolerne selv forholde.
SKOLETJENESTENS FORMÅL
Formålet med en folkekirkelig skoletjeneste er at bidrage til god og spændende undervisning i faget kristendomskundskab i grundskolen og at udvikle og facilitere undervisningsbesøg i kirkens rum.
Vores undervisningstilbud henvender sig til alle klassetrin og dækker på forskellige vis kompetenceområderne i faget. Vores forløb er ofte tværfaglige og understøtter ofte målet om åben skole.
VORES FORLØB
- er af høj faglig kvalitet og lever fuldt op til folkeskolens og fagets formål og læringsmål
- er gratis at benytte for skolerne i vores område
- er mulige at deltage i for alle elever – uanset religiøs- eller kulturel baggrund
- tager altid afsæt i kristendomsfagets formål
SAMARBEJDE MED DEN LOKALE KIRKE
Vores undervisningstilbud lægger ind i mellem op til et undervisningsbesøg i den lokale folkekirke, som er en oplagt samarbejdspartner i Den Åbne Skole.
I kirken findes kristendomsfaglige ressourcer og viden inden for musik, fortællinger, historie, filosofi m.v., der giver eleverne viden om og indblik i vores kulturarv og i kristendommen.
Vores kirkebesøg har altid et fagligt sigte – ikke et forkyndende sigte – der er altid plads til åben dialog, forskelligheder og kritisk refleksion.
EVALUERING AF DE FOLKEKIRKELIG SKOLETJENESTER
De folkekirkelige skoletjenesters anvendelse og betydning blev evalueret i 2016. Evalueringen blev foretaget af Professionshøjskolen Metropol og omfatter en undersøgelse af de folkekirkelige skoletjenesters undervisningsindhold, elevernes og lærernes udbytte af undervisningen samt samarbejdet mellem Folkeskole og Folkekirke.
BESTYRELSEN I SYMF
Vores bestyrelse er sammensat af folk fra det folkekirkelige bagland – dvs. lokale menighedsrådsmedlemmer og præster.
Pr. 1/11 2025 består bestyrelsen af følgende medlemmer:
Provst/formand: Lars Ole Jonssen, Faaborg Provsti
Faaborg: Kirsten Andersen, Faaborg menighedsråd
Midtfyn: Cecilie Marie Hansen, Gislev menighedsråd
Langeland-Ærø: Elisabeth Lee Ørstrup, Rudkøbing menighedsråd
Svendborg: Karoline Hintz, Ollerup menighedråd
Suppleant: Karin Plagborg Øster Skerninge, Øster Skerninge menighedsråd
Kerteminde-Nyborg: Janne Juel Sundahl, Vindinge menighedsråd
Præsterepræsentant: Sognepræst, Kristian Bunkenborg, Gudbjerg-Gudme-Brudager Pastorat
VEDTÆGTER
SYMFs konsulenter
Malene Agerholm
Malene er uddannet lærer i 2005 og har arbejdet som lærer på Syd- og Midtfyn, indtil hun i 2015 blev ansat til at opstarte SYMF. Malene er særligt optaget af æstetiske læreprocesser og formidlingsformer inspireret af sensorisk teater.
Tlf. nr. +45 2480 6018
Foto: Ard Jungsma
Tascha Brandt Schøsler
Tascha er cand.mag. i pædagogik og bachelor i filosofi fra Syddansk Universitet, 2017. Tascha er særligt optaget af dialogisk undervisning og Filosofi med børn, herunder kompetenceudvikling af lærere inden for feltet.
Tlf. nr. +45 2152 7969
Still foto fra video: Kristoffer Juel Poulsen
Clara Johanne Dale
Clara er kunsthistoriker med erfaring i formidlingsudvikling på kunstmuseer. Clara er særligt optaget af læring, hvor samskabelse, sanselighed og leg baner vej for samtaler, som børn kan relatere til hverdagen, skolelivet og verden omkring dem.
Tlf. nr. +45 2942 0964